Her publiserer jeg egne artikler som har vært på trykk tidligere
+ noen av interjuene jeg har gitt i forskjellig sammenheng.
De er lagt inn på dato for første publisering.
Se høyre kolonne for artikler på engelsk og russisk

tirsdag 17. juni 2014

Herre, kan du tilgi oss når vi vet hva vi gjør?

Det var rørende å lese Paal Andre Grinderuds takk til TV-verten Ragnhild Sælthun Fjørtoft i fredagens Vårt Land.

Forhåpentlig har Paal-Andrés beretning fra virkeligheten en sterkere virkning i dagens debatt om liberalisering av alkohollovgivningen, enn stadige referanser til forskning som viser at det er tydelig sammenheng mellom tilgjengelighet på alkohol og skadevirkningene for enkeltindivider og samfunnet som helhet. Slik verifisert informasjon ser ut til å dunste bort som alkoholen i en kokende rødvinssaus for dem som nekter å la kunnskapen om alkoholens skadevirkninger påvirke eget forbruk.

Forundrer. 
Det forundrer meg at et ledende regjeringsparti med et så sterkt fokus på skole, utdanning og forskning blir selektiv i sine valg i forhold til hvilken forskning de vil lytte til. Hva trenger vi da forskning til? Det kan være beleilig for det offentlige å kunne saldere forskningsposten i nasjonalbudsjettet, for vi kommer garantert (av forskningen riktignok) til å trenge mer midler i rusomsorgen i framtiden. Frelsesarmeen er klar for utfordringen, men kunne ønsket seg mer støtte på forebyggingssiden.

Er liberaliseringen et resultat av at vi voksne føler at drikkekulturen vår er truet? Trenden i mange ungdomsmiljø går i motsatt retning. Det er «ut» å drikke alkohol. Ungdomsopprør er alltid ubehagelige fordi de utgjør en form for samfunnskritikk. Og «samfunnet» har alltid sine mottiltak, enten det er tanks på Den himmelske freds plass, eller liberalisering av alkohol-lovgivningen for å få de unge tilbake til den rådende drikkekulturen.

Drikkepress. Det er mulig at jeg ikke kan framlegge empiriske data for hva som er rådende drikkekultur, men med relativt lang erfaring som avholdsmann, er det ufattelig hvor mange ganger jeg har opplevd press til å drikke. Jeg kan underskrive på beretningene i Vårt Land 16. juni.

Et slikt press vil neppe bli mindre når jeg bare blir «nødt til å smake det nydelige gårdsbrygget».  Det skulle jeg gjerne ha gjort. Jeg liker øl, men velger den alkoholfrie varianten. Det gjør jeg i solidaritet med dem som sliter med alkohol-problem og ikke minst med dem som ufrivillige får sine liv ødelagt av et familiemedlem som nå, ved politikernes hjelp, får enda lettere både informasjon og tilgang til det som har lagt livet i ruiner. Jeg kan bare be Herren om tilgivelse på tross av at vi vet hva vi gjør.

tirsdag 3. juni 2014

HEI, DET ER EN JESUS I SUPPEN MIN!

Det handler om suppe, såpe, frelse. Det handler om pinse. Det handler om Guds menighet. Det handler om Frelsesarmeen. Det handler om noe som er mye større enn meg og min begrensede horisont. Det handler ganske enkelt om det aller største.

Jeg fikk en gang avvist en prosjektsøknad med begrunnelsen at jeg ikke hadde tenkt stort nok. Sponsoren ønsket ikke å drive med småprosjekter. Jeg forsto avslaget, men likte det dårlig og syntes det var pinlig. Jeg vil ikke at det skal skje igjen. Hvorfor skal vi bestandig tenke så smått?

I pinsen for snart 2000 år siden startet verdenshistoriens største prosjekt. Påsken var forbi. Jesu død og oppstandelse hadde gitt alle mennesker en mulighet til å komme tilbake til den relasjonen med Gud som hadde vært hans plan helt fra skapelsen av. Og prosjektet har vokst seg stort. Mer enn to milliarder mennesker bekjenner seg i dag til den kristne troen, men det må ikke stoppe opp, målet er ikke nådd. Derfor var Frelsesarmeen en av de 15 kirkesamfunnene og organisasjonene som sto bak konferansen «Sendt for noe større» som du kan lese om i dette bladet. Jeg var der og opplevde det sterke fokuset på at tiden vi lever i er Guds tid og hans sendeplan — dette er en tid for mennesker til å ta imot Jesus. All forskning viser at den mest effektive måten dette skjer på, er gjennom etablering av nye menighetsfellesskap. Det kan for eksempel skje gjennom nyetablering, revitalisering og knoppskyting, men det kan ikke skje uten mennesker som ser muligheter og er villige til å forplikte seg på et slikt oppdrag.

Vi trenger å bli minnet om hva det handler om. Dersom jeg bare ser den lille biten av prosjektet jeg er en del av, kan det fort synes «lite». Og dersom jeg tenker på det som «lite», kan det være vanskelig å finne «sponsorer» som vil støtte prosjektsøknaden. Ja, jeg tror til og med Gud selv da vil si: «Du tenker ikke stort nok!»

Pinse handler om å løfte blikket og se hva det handler om. Det handler om å oppdage igjen og igjen at vekst i menigheten er helt i tråd med Guds ønske. Han vil ikke at noe menneske skal gå fortapt, men at alle skal få evig liv gjennom troen på Jesus. Derfor trenger han menigheten, derfor trenger han Frelsesarmeen, derfor trenger han suppen og såpen som midler til å formidle det aller største: Frelsen.

Omsorg for hele mennesket innebærer å føre mennesket til helheten som tilbys i Jesus. Selvfølgelig skal de få mat som kan stille den fysiske sulten. Selvfølgelig skal de få vasket seg slik at de kan få tilbake sin verdighet. Men dersom vi i Frelsesarmeen tror at prosjektet vårt lykkes dersom bare suppen og såpen er på plass, da tenker vi ikke stort nok. Enda verre — da har vi til og med sviktet forvaltningen av oppdraget vårt. Vi kan ikke dele oppdraget i små puslespillbiter og håpe at menneskene vi møter skal legge «puslespillet» selv. Jesus må være i suppen, for kun han gir mat som varer en hel evighet. Jesus må være i såpen, for det er kun han som gir verdighet for en hel evighet. Jeg skulle ønske at alle som ble servert en skål med suppe i hans navn kunne skimte ham i bollen. Jeg skulle ønske at de som fikk såpe til å vaske seg med og rene klær kunne kjenne lukten av hans nærvær, for så å komme mette og rene fram for ham og ta imot det aller største. Det er det aller største du og jeg er sendt for, og som pinsen og Den hellig ånd gir oss kraft til å formidle: Guds frelse i Jesus er for alle mennesker!
God pinse!

"Leder" publisert i Krigsropet #24 2014 - PDF
Link til NBs online utgave

mandag 2. juni 2014

HVAD SKER I PINSEN?

Og det skete i de dage ... 
Ja, hvad var det egentlig, der skete i pinsen?

NORSK VERSJON

Af major Jostein Nielsen

Spørgsmålet herover stilles typisk i avisvoxpops, op mod pinse. Og typisk fornemmer man en lidt diffus opfattelse af, hvad kirkens tredje store højtid handler om.

De fleste på vore breddegrader er stadigvæk klar over, hvad der skete i julen. Men hvad skete deri pinsen? 

Hvis spørgsmålet blev stillet til en gruppe kristne, ville du også få mange forskellige svar. Men forhåbentlig ville alle svarene have noget med Den Hellige Ånd at gøre. 

Nogle ville sige, at pinsen handler om, at Den Hellige Ånd kom. Det er helt rigtigt, såfremt det ikke fører til en konklusion om, at Den Hellige Ånd ikke havde været der tidligere. Det unikke med pinsen var, at Den Hellige Ånd blev tilgængelig for alle mennesker. 

Nogle ville sige, at pinsen er dagen, hvor kirken blev født. Det er helt rigtigt, såfremt vi ikke tænker på kirken som en institution. Det unikke med pinsen er, at dersom vi forstår den ret, vil vi også få en rigtig forståelse af, hvad kirke er. 

Nogle vil sige, at pinsen handler om at blive udrustet med kraft. Det er helt rigtigt, såfremt vi ikke tænker på kraften som et mål i sig selv. Det unikke med pinsen er, at den formidler en kraft, som forvandler liv.

Fra Betlehem til Jerusalem 
Alt dette er således rigtigt. Men hvad var det egentlig, som skete i pinsen? 
Jeg vil løbet af de næste tre minutter tage dig med på en spændende rejse fra Betlehem til Jerusalem. De tre kristne højtider kan kun forstås, dersom vi ser sammenhængen mellem dem. De fleste danskere ved, at vi fejrer jul, fordi Jesus blev født. 
De, som er opdraget i en kristen tro, ved, at det indebar noget andet end andre historiske skikkelsers fødsel. Det var Gud, der blev menneske. Johannes evangeliets indledning siger, at det var "Ordet", som blev "kød" (menneske). 

"Ordet" er den danske oversættelse af det græske ord "logos", der også kan betyde "begreb". Ordet var Gud, og Ordet var hos Gud, fortæller Johannes. Gennem inkarnationen - altså Jesu fødsel - blev Gud noget mere end blot et begreb. Man kan sige, at Jesus fyldte begrebet "Gud" med indhold. Mennesker kunne nu kende Gud. Jesus åbenbarede til og med Guds navn som hidtil blot havde været et ufuldstændigt verbum.

Tungen er et vigtigt symbol 
Gennem Jesus kunne mennesker blive kendt med Gud Far, der elsker forbi døden og ind i evigheden. Dermed har vores rejse ført os frem til Golgata og påsken. Det hele kunne være sluttet der. Men Den Hellig Ånd oprejste Jesus fra de døde. Levende viste han sig for mange - ja, en gang for mere end 500 mennesker samtidigt. 

Og for disciplene begyndte det, som Jesus havde lært dem at give mening. Hermed nærmer vi os Jerusalem og pinsen: 
Hvad var det egentlig, der skete her? 

Mens alle var samlede og ventede på det, som Jesus havde lovet, kom der pludselig tunger af ild. Ilden er et vigtig symbol, og i Frelsens Hær elsker vi ilden. Men hvad nu, hvis tungen er et lige så vigtig symbol? 

På originalsproget er "tunge" det samme som "sprog". Sådan er det for øvrigt på mange sprog. Når en englænder spørger mig om mit modersmål, siger han: "What's your mother-tongue?" Sprog er et vældig stærkt udtryk for identitet. Gud er "logos" - ordet eller begrebet, der blev menneske, og som fyldtes med indhold gennem Jesu liv og gerning. 

I pinsen kommer Guds ånd som tungen eller sproget. Han behøver et legeme for at formidle det indhold, Jesus fyldte ordet med. Det legeme skal give indhold til hele budskabet. Det legeme er ét, fordi alle de mennesker, der tilsammen udgør legemet, har én identitet præget af et sprog, der forener: Guds ild. 

Kirken får krop og sprog 
Pinsen kan ligestilles med julen, fordi det, der sker i pinsen, er en ny inkarnation af Gud i en ny krop. Og fordi Gud er et sprog, der brænderi den krop, må kroppen fortælle om det! Det må forkyndes! 
"Vi kan ikke lade være at tale om, hvad vi har set og hørt," sagde Peter (Apg 4:20). 
Gennem hele den bog i bibelen, der kaldes Apostlenes gerninger, kan man læse, at hver gang Den Hellige Ånd fyldte de troende, begyndte de at fortælle. Såfremt kroppen ikke fortæller, mister den sit sprog og sin identitet og bliver usynlig. I Det Gamle Testamente var der kun nogle få udvalgte mennesker, Gud brugte til at formidle sit budskab. Han gav dem sin Ånd, sit "sprog" og profeten Jeremias er et klart vidnesbyrd om, at heller ikke profeterne formåede at lade være med at tale: 
"Men hvis jeg siger: 'Jeg vil ikke nævne hans ord eller længere tale i hans navn', da er hans ord som en ild i mit hjerte, en ild, som stænges inde i mine knogler. Jeg bliver udslidt af at holde det tilbage; jeg klarer det faktisk ikke." (Jer 20:9 - oversat fra the New International Version). 
Sådan oplever jeg pinsen i mit liv. Jeg bliver en del af ét legeme, som bare må fortælle om Jesus. Sådan genkender jeg også andre lemmer på det samme legeme. De må også bare fortælle det! 

Må du også opleve en højtid med ham, der formidler kraft og forvandler liv. God pinse!

Major Jostein Nielsen er kommunikations-chef for Frelsens Hær i Norge og erfaren bibelunderviser. Læs mere på hans biog: jostein56.blogspot,com